Jeg har ulejliget mig med at tjekke flere af CEPOS´ og CEVEA´S studier og analyser af Danmarks udfordringer.
Analyserne og tankerne fra de to tænketanke er godt funderede, og tilvejebringes af et panel af gode hjerner! Jeg kan imidlertid (sjovt nok) ikke overskue konsekvenserne af tilgangene fuldt ud! Tilgange der repræsenterer henholdsvis liberale og centrum-venstre synspunkter. Det kan mine menige medborgere og de folkevalgte vist heller ikke! Men jeg skal snart tildele mit mandat, til det parti jeg tror repræsenterer mig bedst! Og det gør jeg mig en del tanker omkring!
Jeg noterer, at valgkampen er skudt i gang for længe siden, og at det i øjeblikket ser ud til, at magten skifter hænder! Min borgerlige observans er i den grad udfordret, og jeg gør mig umage med at se perspektivet, med udsigt til skiftet fra blå til rød! Fremtiden for det her land ligger forude. Uanset hvad. Udfordringerne gør også.
Jeg spekulerer over, hvordan politikerne fordeler deres fokus på henholdsvis at overbevise vælgerne om at stemme på sig, og på den faktiske situation de befinder sig i, når de efterfølgende skal i arbejdstøjet.
Jeg finder det udfordrende at iagttage, hvordan de vil præcisere deres hensigter på en troværdig måde.
Omvendt føler jeg mig forpligtet til at kvalificere mig selv til at blive en ansvarlig vælger!
Har tre scenarier i hovedet:
1: S-SF får et godt valg, men vil det lykkes at gennemføre den formulerede strategi med de Radikale?
Konklusion: Den politiske scene bliver ikke et hak kønnere!
2: Venstre får medfart i valgkampen, og kan danne en mindretalsregering med de K, LA, DF og R som parlamentarisk grundlag!
Konklusion: Den politiske scene bliver ikke et hak kønnere!
3: S-SF får et KANON valg, og mønstrer flertal med Enhedslisten.
Konklusion: Jeg er vildt nysgerrig, men hvem tør??
Jeg hælder til de borgerlige og liberale projekter og tænker, at overlever ikke de stærke, overlever ingen! Men jeg spekulerer på, om det via vores sociale intelligens kan vise sig, at alternativet til disse projekter i yderste konsekvens har interessante (omvendte) dynamiske effekter!
Der er nok at være tvivl om - fra velfunderede tanker til tomme buldrende tønder! Jeg vil prøve at holde tungen lige i munden. Lige nu gemmer jeg mig bag en sokratisk tilgang: Det eneste jeg ved er, at jeg intet ved!
Men det gik ikke Sokrates særlig godt, og jeg er ikke sikker på jeg vil dø for min uvidenhed.
Har derfor taget støvlerne på for længst, og forventer på min vandring frem til valget, at have set og besøgt steder der vil give mig indsigt og visdom til at træffe en ansvarlig beslutning!