Det spidser til! Regeringen har fremlagt de konkrete planer for sin 2020-Plan. Et omfattende stykke politisk håndværk der bliver tjekket på kryds og tværs af politiske modstandere og iagttagere, erhvervsliv og andet godtfolk. Planen virker selvsikker. Og fornuftig. Vi er nu vidner til de taktiske manøvrer der skal vise om og i hvilken form, planen kan samle et flertal. I skrivende stund, er det i morgen forhandlingerne indledes. Noget tyder på, at det vil lykkes at samle 90 mandater.
Men hvor meget ro giver det? Og hvor længe?
Vi ved, at efterløn og ejendomsskatter kommer i spil før eller siden! Vi vil ikke bryde os om det. Og det vil angiveligt betyde uendelige historier om unge der ikke har råd til at sidde i deres nye hus, og stribevis af eksempler på en nedslidt arbejdsstyrke. I løbet af det næste halvandet år, vil konsekvenserne af den forkortede dagpenge-periode blive en realitet for mange langtidsledige oveni.
Hvis det tilsyneladende opsving udebliver, kan trængslerne kun blive værre.
Det ville være befriende om den røde plan skulle vise sig at indeholde løsninger, der begrænser de dystre udsigter. Men er det ikke utopi?
I debatten på DR2 i aften blev spørgsmålet stillet: "Hvem skal redde Danmark"? Programmet har oprettet en interaktiv platform på Facebook, hvor der løbende kan kommenteres under udsendelsen. Af de mere end 500 kommentarer, lød et svar på ovenstående spørgsmål: "Det skal danskerne"!
2020 planen indeholder 334 A4-sider. Fair Løsning-planen ca. 85. Det er næppe realistisk, at flertallet af danskere får et detaljeret overblik. Skulle det være tilfældet, vil det vise sig, at indholdet og de opstillede årsager og virkninger ikke ligner sig selv, når et eller flere forlig siden bliver indgået. Sådan er virkeligheden.
Jeg har sympati for den ven, der forleden sagde til mig, at han kategorisk nægtede at interessere sig for politik.
Demokratiet er under pres! Men hvad er alternativet ?