Noget siger mig, at Lars Løkke med flere sidder hjemme og stikker nåle i Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøl i håb om at de snart går væk! Taktikken er åbenlyst at lade som om Liberal Alliance ikke findes.
Alt imens opkomlingene aser og maser på, med tilsyneladende flere og flere medlemmer dag for dag. Og det er meget svært at finde modargumenter til den massive og vedvarende kampagne LA utrætteligt kører på med!
Hvor charmerende er det ikke (for blå vælgere), når LA fremfører, at de vil hjælpe den borgerlige regering med at føre borgerlig politik? Og hvor frustrerende er det ikke, at offensiven tilsyneladende preller af?
Det er interessant at iagttage, hvordan medierne hetzer LA! Jeg har fået den konspiratoriske tanke, at stormløbet af kritik mod LA, er plantet et sted fra! Måske af den grund, at voodoo-manøvren har slået fejl...
At der spinnes og udveksles intriger i mange korridorer rundt omkring, hersker der ingen tvivl om. Historier vinkles i flæng, og eksponeres efter en nøje tilrettelagt timing.
Vel er jeg gammel Ny Alliance sympatisør, siden kureret, for igen at blive inficeret, men jeg kan ikke helt forstå, hvorfor journalister og kommentatorer med flere ikke angriber LA-politikken, i stedet for at lede efter hår i suppen!
Ja - poltikken er opportun, men hvad er der galt i det?
Ifølge ordbogen er opportun lig med gunstig i forbindelse med vind!
Jeg tror at LA står til en gevaldig rummer* men af bitter erfaring ved jeg også, at det på uforudsigelig vis kan ende med en skraller**. Imidlertid konstaterer jeg, at LA har holdt taktikken og læst banen godt indtil nu***
* En fordel i kapsejlads, når vinden tager en skarp drejning, og løfter op mod rundingsmærket/mållinien.
** Det modsatte af *, fordi man lå på den forkerte side af banen da vinden drejede.
*** At kunne læse banen, er den sikreste vej til at komme først over mållinien.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar